Det du lærer fra dig lærer du dobbelt

Er der en konflikt mellem det, at lære fra sig, dele ud af den kunne og viden man som elev er i besiddelse af, og det selv at blive dygtigere ? Forringer det indlæringen at man skal tage stilling til og tage hensyn til sin klasse- og skolefæller.

Til besvarelse af spørgsmålet indgår både overvejelser over undervisningens mål, den læring der ligger i processen og samspillet mellem personlighedsdannelse, værdisæt og faglig læring.

En faglig kunnen er aldrig isoleret, skolen kan aldrig komme til at træne de faglige kundskaber i den form de skal bruges i livet . De faglige kundskaber skal anvendes som redskaber i samvirket med vores omgivelser og med de mennesker vi indgår med og ikke isoleret i sin egen ret

Mennesker forstår og lærer på forskellige måde, vi kan ikke engang sige at et menneske kun kan lære på en måde. De fleste lærer bedst i et samspil af metoder og indfaldsvinkler. Oplevelsen af en aha-erkendelse når man står og skal forklare noget man ikke helt selv har forstået, eller når man midt i at fortælle opdager nye og dybere lag i det man formidler, eller blot det faktum at endnu en repetition får rodfæstet det lærte.

Læringsprocessens sociale budskab er selvfølgelig et valg. Træner vi egoer som først og fremmest klarer sig på bekostning af andre eller træner vi mennesker der forstår styrken i at virke sammen, drager nytte af de bedste ressourcer hos den enkelte. De færreste skoler vil formulere det første som valg. Men at vælge det sidste er et modstrøms arbejde. Mange tendenser i den måde vores samfund både lokalt og internationalt udvikler sig på peger modsat. Men det er måske netop der vi som skole har en af mange vigtige funktioner: at beskyttet humanismen, at beskytte evnen til at kunne virke i fællesskaber og vedkende sig styrken heri�