3 fra Hellebæk Friskole møder Pete Seeger på Hudson River
Mette, Hans og Lars Peter var så heldige at blive inviteret med på en tur til Beacon i USA og fik den fantastiske mulighed for at komme på sejltur med miljøskibet Clearwater sammen med den folkekære legende Pete Seeger.
We shall overcome, Little boxes, What did you learn in school today… sange som mange mennesker
kender, netop fordi en utrættelig sanger har sunget og indspillet dem igen og igen. Pete Seeger.
Sanger, sangskriver, banjospiller Pete Seeger har gennem et 90 år langt liv samlet og holdt humøret oppe på millioner af mennesker både i sit hjemland USA og over det meste af verden.
I 40’erne deltog han i arbejdet for at organisere amerikanske arbejdere om kampen for bedre arbejdsforhold. I 60’erne deltog han i kampen for borgerrettighederne i USA, i 70’erne var han med i bevægelsen mod krigen i Vietnam, og siden slutningen af 60’erne har han været med i miljøbevægelsen i kampen for at stoppe forurening.
Sammen med miljøaktivister og lokale interesserede har Pete Seeger i årevis sejlet op og ned ad Hudson river på det stolte skib Clearwater og arbejdet for at rense floden, som har været næsten uddød pga. udledninger fra kloakker, fabrikker, landbrug mv. Og arbejdet har båret frugt "We are swimming in the Hudson again", siger Pete Seeger som indledning til en af støttekoncerterne til fordel for miljøarbejdet.
Pete Seeger fyldte 90 år i år. Til sin fødselsdagskoncert sang han sammen med Bruce Springsteen, som i øvrigt for nyligt har udgivet en plade, hvor han fortolker en del af de sange, som Pete Seeger har været med til at berømme. Pete Seeger blev indbudt og spillede også til Obamas indsættelse.
Pete Seeger stiftede bekendtskab med Børnehjemmet i Umanaq gennem sin interesse for miljøspørgsmål. I 2008 var børn og pædagoger på besøg for første gang, og i september var de igen inviteret på besøg. Siden 1996 har børnehjemmet i Umanaq arbejdet sammen med skolerne i Hellebæk.
Om bord på Clearwater var; et selskab på 40 - 50. Børn, unge, pædagoger, lærere, journalister, en skoleklasse fra nærområdet der skulle på studietur på Hudson og lære om vandkvalitet og livet i floden og den faste besætning af frivillige på skibet, ja her var mennesker i alle farver, "My Rainbow Race" som Pete Seeger siger.
Vi drog ud fra den lille mole og satte sejl. Alle 40 - 50 om bord deltog i manøvren under kyndig vejledning fra kaptajnen.
Ikke så snart var sejlene sat, før Pete Seeger tog banjoen frem. Hans gode ven og direktør for Clearwater projektet Dan Einbender tog sin 12 strengede frem og stemte i med "Sailing up Sailing down, up and down the river".
Jeg havde taget en mundharpe med og stemte med på sangene. Midt på floden stoppede kaptajnen sang og tale, og i 5 min var alle stille og lyttede til skibet, vandet, vinden og floden.
Under vejs lykkedes det os at lave en aftale med lederen af Clearwaters skoleprogram om at lave et udvekslings program i sommeren 2010, hvor 5 - 10 elever fra Clearwaterprojektet kommer til Hellebæk og deltager i vores sommerlejr, og en flok af eleverne herfra kommer en uge til Beacon, og sejler med på Clearwater.
