Om at skabe et trygt skolemiljø med plads til forskelligheder

Med udgangspunkt i eleven som kunstnerisk skabende individ.

Vi har sat os for at skabe en skolehverdag, hvor tryghed, åbenhed og den enkelte elevs værdighed er nøgle-begreber.

Utryghed kan have mange forskellige udtryk.

Kun få er i stand til selv at udtrykke en tilstand af angst, men ser vi på de daglige konflikter og vanskeligheder vi møder i undervisningen og i skolehverdagen i øvrigt, er mange af hverdagens episoder afledt af en grundlæggende angst. Angst for ikke at slå til, angst for at møde flere nederlag, angst for at det, man føler og tænker kunne føre til udstødelse. Udtrykket står sjældent mærket med overskriften ANGST, ofte vil udtrykket være at tolke modsat; voldsom påståelighed, tilsyneladende uinteresseret, hadefulde udfald mod det man allermest ønsker at forstå eller mestre.

Det er vanskeligt at lære nyt. Det indebærer erkendelsen af ikke at kunne, ikke at vide, ikke at forstå det ny. Derfor har vi brug for et skolemiljø hvor alle elever kan være trygge, tør stå inde for sig selv, kan være åbne overfor hinanden, tør sige fra og til uden at skule til siderne for at se efter om det nu er "in" eller "out".

Der eksisterer ikke én nøgle til at bearbejde forholdet. Jeg er ikke engang sikker på at et nøglebundt slår til. Igennem mange års skolepraksis har vi udviklet metoder, programflader, daglige omgangsformer, pædagogiske mønstre som hver især understøtter opbygningen af en tryg skole.

De har alle sammen andre primære mål, men har dette med trygheden som sideeffekt.

November måned står i kunstens og kulturens tegn. Programmet tager både fat i at opleve andres kunstnerisk og kulturelle udtryk og i elevernes egne kunstneriske udtryk. Gennem programmet fastslår vi både overfor eleverne og overfor os selv som lærere, at vi alle har noget at udtrykke, at det udtryk er berettiget, men samtidig at vi stiller krav til formen, til udtrykkets kvalitet, til engagementet til ærlighed og dybde. Når vi ser på produkterne af den forløbende måned forstår vi det måske lidt dybere. Læser vi denne måneds digte kan vi se at de ikke er skrevet i angst for at udtrykke sig, ser vi på ansigterne på de dansende udtrykker de værdighed og stolthed, ser vi ansigtet på og motiverne fra fotografens linse ser vi et menneske der forsøge at gengive hvad han ser, ikke en elev optaget af andres mening om ham, angst for ikke at leve op til…

Gennem programmet og dets landskab af oplevelser og produkter bliver elever sat i stolen som skabere som producerende individer, en position som indebærer en værdighed og stolthed. Skolens produkt kommer til at vende udad mod omverdenen i modsætning til en lang række af de daglige skoleprodukter.

Digte, dans, skulpturer, fotografier, skuespil alt sammen handler det om at udtrykke sig, kommunikere, videregive oplevelser.

Jo dygtigere vi som mennesker bliver til at udtrykke os, des bedre kan vi komme i vej med at påvirke verden i den retning vi synes, des mindre angst behøver vi være for at blive udeladt, indlemmet i noget vi ikke vil være med til. Jo bedre vi er til selv at udtrykke og jo mere vi anerkender vores egne evner hertil jo mere er vi i stand til at iagttage andres udtryk og forstå dem. Det gælder både det professionelle og de andre almindelige menneskers udtryk, de andre elever, lærerne og alle de andre mennesker.

Sammen med en lang række andre metoder er programmet i november med til at skabe et skolemiljø med plads til den enkelte.