Resiliens

At klare sig godt trods dårlige ods.

 Evnen til at rette sig trods vanskelige vækstbetingelser.

Modstandskraft samtidig med evnen til at finde ny veje.

Spændstighed med evne til at føje sig men alligevel fastholde egen kurs.

Det var et forsøg på at forklare begrebet "resiliens". Et begreb som bliver brugt både i biologien, inden for ingeniør videnskab men også inden for den pædagogisk, psykologiske verden.

Vi har taget begrebet til os fordi det beskriver en egenskab som vi ønsker at fremelske hos vores elever. Når man er vokset op under vanskelige betingelser, er det let at give op, let at acceptere at tage form efter det tryk og de urimeligheder, man er stødt på gennem livet. Vi ser det ikke som naturnødvendigt at den skæve vækst går i arv. Den sociale arv er ikke en lovmæssighed. Det lykkes en del at skabe sig sit liv til trods for historien. Om et ungt menneske får vendt sin livsretning afhænger af hvilke mennesker hun kommer til at virke sammen med, om hun får opbygget følelsesmæssige relationer, ikke nødvendigvis til dem hun har blodsbånd til, men måske til sine lærere, pædagoger eller kammerater. Det sociale miljø har afgørende betydning.

Resiliens, set som en indstilling til livet, er noget der kan trænes. Sammen med kammerater og voksne, der bekymrer sig om en, er det muligt at optræne en indstilling til at finde udveje, finde løsninger og give ens livsretning sit eget præg.

Vore skoleprogram er indrettet med den egenskab for øje. Et godt kammeratskab og voksne som investerer sig selv i at arbejde sammen med hver enkelt elev, et program der byder på modspil og strabadser som både udfordrer den enkelte, men som også udfordrer fællesskabet og kammeratskabet.

Rejserne til andre lande, mødet med mennesker med anderledes kultur, mødet med rejselivets krav om at finde løsninger, så vi alligevel kommer fremad; når bussen punkterer, når vejret stiller sig i vejen, når eleverne kommer ud to og to i en familier hvor de og familien ikke har et fælles sprog, men alligevel er nød til klare sig.  Det er i sådanne situationer at indstillingen og forventningerne til egen formåen tager nogle gevaldige ryk.

I arbejdet med kunsten og kulturen, er det også muligt at forvandle sig. At opdage at man kan tilegne sig ny kunne ny viden, at man er i stand til at skabe noget selv, blive følelsesmæssigt involveret og få det ud over scenekanten, opleve at det berører andre mennesker er oplevelser, der efterlader én forandret med og med nye perspektiver. Det gælder, hvad enten vi taler om at arbejde som skuespiller i det årlige sommerteater, som stenskulptør sammen med udenlandske stenskulptører, danseopvisning, eller nedskrivning af egne digte eller noveller.

Der har udviklet sig en tradition ved vores frokostmåltider: Den er kommet uden at vi som lærere har sat den i værk, den er vokset spontant frem ud af alle elevers forståelse for forholdet;

Efter hvert måltid klapper vi hjerteligt af de, der har lavet maden !

Vi klapper fordi vi synes at maden var god, men vi klapper også fordi vi kan se og mærke at de, der har lavet maden har gjort sig umage, har gjort deres bedste, for at vi andre kunne nyde måltidet. For de der har lavet maden, og for dem der måske overvejer at melde sig til køkkenklassen næste gang mulighed sig byder, er det en befordrende tradition.

At opleve sig selv som et individ der er i stand til bidrage til omverden, er fuldgyldig og kan bære opgaver der har betydning for andre mennesker, er ikke bare et pædagogisk perspektiv. Det er et almenmenneskeligt forhold, en slags naturdrift. Ofte når elever oplever sig selv sabestræbelser at skabe så mange af den slags situationer, situationer som er direkte befordrende for at skabe og træne resiliens hos vores elever.