Sommerteater, Juni måneds store højdepunkt 

Tilsammen udgør sommerteateret en række af processer som har uendelig mange sideeffekter. Det lyder enkelt; hver skole finder et stykke at sætte op og deltager derefter i en konkurrence om bedste gennemførelse, det bedste stykke vinder.  

Publikums stemmer og dommernes stemmer tæller lige meget, så alle har del i udpegelsen af det bedste stykke.

I det enkle arrangement ligger uendelig meget godt gemt. Teater er i sig selv et forum hvor menneskeligheden står i fokus. De menneskelige følelser, samspillet mellem mennesker, typiske situationer som vi genkender, elsker, frygter, fornægter, menneskelivet i dets talrige facetter stilles til skue.

Teateret er krævende. De der skal udføre eller opføre må sætte sig ind i rollerne, deres historie,

deres karakter og psyke. Ikke kun i sin egen rolle, men også de andre roller, alle skal mestre hele sammenhængen og forstå budskabet, der skal bringes videre.

Det er ikke nok at forstå, vi skal også have publikum til at forstå, helst også til at reagere med at grine og græde på de rigtige steder, aha-opleve, fange plottet og forstå sammenhængen…..

Med ”Madsen Mysteriet” var en stor del af vores skuespilleres opgave, at underholde, at få publikum til at grine af vittighederne og til at holde af de skøre personer i stykket.

Processen fra vi bestemmer stykket til det nervepirrende tidspunkt, hvor stykket skal opføres for første gang..

De første og vanskeligste forberedelser er at finde stykket. Tilsammen har lærere og elever læst noget nær 40- 50 forskellige stykker. Nogle for kedelige, nogle for tænkte, stykker med mange eller for få drenge eller piger, stykker med for få eller for mange deltagere. Ikke nok med at stykket skulle passe til skuespillerne, vi skulle også have virkelig lyst til at spille stykket. Som tiden gik, blev der yder mere et krav til stykkets omfang, da der dag for dag var mindre tid til at indstudere stykket.

Sideeffekt for de elever der deltog i skuespillet; Har lært mange forskellige stykker at kende og undervejs haft rigtig mange diskussioner om værdier. Hvad er sjovt, hvad er plat, er problematikken fremstillet så vi kan stå inde for den selv…..Masser af vigtige spørgsmål blev drøftet i den allerførste fase, og vi var ikke engang begyndt at indstudere endnu.

At lære udenad er en temmelig ukendt disciplin. Hvordan gør man. Det er den enkelte skuespiller der må tage ansvaret for sin rolle. På besynderlig vis lykkedes det for alle deltagere at få lært de små underlige sætninger udenad. Ikke uden konflikt, ikke uden at nogle af skuespillerne er lige ved at give op, en enkelt faldt da også fra, men det lykkedes. Vi konstaterede at det er lettere at huske replikkerne når koreografien er lagt fast. Det er imponerende at være vidne til processen.

Skuespillerne som hver især har deres at kæmpe med på mange forskellige niveauer, arbejder med alt hvad de har for at nå det fælles resultat. Hele tiden er luften fuld af overvejelser:

hvad kan vi kræve af hinanden. Kan vi kræve det samme af alle der deltager.

Er alle ikke nødt til at forstå sig på de forskellige forudsætninger som kendetegner hver eneste skuespiller, jo de er. Kan de så det af sig selv...? Ikke uden diskussion. Gruppepres?

Ja, men ikke værre end at gruppen hele tiden er nødt til at sørge for at alle er med og at ingen står af.

En af skuespillerne skal bruge 10 gange den samme energi for at kunne koncentrere sig om at gennemføre en hel teaterprøve som de andre, har han så ret til mere opmuntring end de andre?? det bliver han nødt til at få, ellers er han ikke med.

Fra indstudering til færdigt stykke er der en hvis distance. Fra færdigt stykke til helt færdigt stykke er der næsten lige så langt.

Det er også her de alvorlige konflikter opstår.

Det er her den ene hovedrolleindehaver pludselig bestemmer sig til at vende det hele ryggen….

vil ikke mere, det hele kan være lige meget…

vil kun være med hvis.. Så står vi i det til halsen. Særbehandling er en ting, at stille betingelser noget helt andet, det kan vi ikke have.

Ingen skal have lov at udnytte situationen.

Den enkelte skuespiller møder sine tærskler og er nødt til at sprænge dem igen og igen. Resultatet er et fælles produkt som alle er stolte af.